Forståelse af tilgivelse i den nye tidsalder

I de seneste år er der, i takt med, at den nye energi forankrer sig mere og mere på Jorden, kommet et stort fokus på tilgivelse. Fordi netop tilgivelse er en af de mest virksomme måder at slippe fortidens tyngde på.

Og hvis vi vil have glæde af den nye energis høje vibrationer, er vi nødt til at slippe den gamle energis indvirkning på os. I form af de sår, krænkelser, svigt og traumer, som vi bærer rundt på i vores system.

Der er flere healings-metoder, som er blevet meget udbredte i de senere år og som har tilgivelsen som et centralt element. Bl.a Et kursus i Mirakler (et større værk, kanaliseret til Helen Schuchman i 1976, kaldes bl.a. Jesu sande lære). Og Ho’oponopono (hawaiansk healingsmetode, som er en form for universalmetode, der healer gennem tilgivelse).

Der tegner sig et mønster i begge disse metoders syn på tilgivelse. Et mønster, som afviger fra den gamle energis forståelse af at der er nogen, der har gjort nogen ondt. Og at der derfor ernogen der skal tilgive nogen for noget.

Vi kan sige at vi med disse kilder opgraderer vores forståelse af, hvad livet – og dermed tilgivelse – egentlig er. En opgradering, menneskeheden er klar til med den nye og højere bevidsthed, vi efterhånden har opnået.

 

Vi skaber selv alt, hvad vi oplever

En helt central pointe i den nye energis forståelse af livet er, at vi selv skaber alt, vi oplever. Og at vores sjæl er kommet til Jorden for at gennemgå forskellige udfordringer. For at hæve sig op over dem og erfare sin egen guddommelighed.

OBS: Mere om sjælens ønsker med livet på Jorden længere nede i indlægget.

Det er et sandt paradigmeskifte, vi har gang i i disse år på Jorden. Og et paradigmeskifte betyder, at vi ændrer vores grundlæggende syn på alting. Hvilket giver os helt nye muligheder for udvikling, end det gamle syn gav os.

Så at se os selv som skabere af det hele er en radikalt anderledes måde at anskue livet, end den gamle energis (offer-)bevidsthed. En måde, som medfører, at der i sidste instans kun er én at tilgive, hvis noget overhovedet skal tilgives. Og det er os selv.

Den nye forståelse er en stor gave, fordi den giver os en enorm kraft til at ændre tingene i en ny retning. Det er forholdsvist let at se gaven, hvis vi har levet et liv med ”almindelige” sår, konflikter, udfordringer og hverdagstraumer. Ting, som hører et ”almindeligt” liv på planeten Jorden til. Ingen af os går gennem en jordisk inkarnation uden den slags.

Og i vores personlige udviklingsproces kan vi sagtens tåle at tage kraften hjem til os selv ved stille og roligt at tage ansvaret for disse oplevelser. Og tilgive alle dem, som har spillet roller i vores sjæls drama, herunder os selv. Og i sidste instans erkende at der slet ikke var noget at tilgive.

 

Men hvad med de mennesker, der oplever ”det utilgivelige”?

Det bliver straks meget sværere, når det handler om mennesker, som i deres liv har oplevet det ”utilgivelige” og fuldstændig ubegribelige. Misbrug, mord, overgreb. Børn – og voksne – der bliver alvorligt syge og dør ”alt for tidligt”. Børn – og voksne – der lever under helt umenneskelige og urimelige vilkår.

Med fare for at blive misforstået som en, der dømmer disse mennesker og siger, at de selv har skabt det hele, vover jeg alligevel pelsen. Fordi en sådan dømmende tilgang i sig selv er en misforståelse.

Det er en menneskeskabt tilgang til livet, som kun eksisterer her på Jorden. En illusion, som er med til at forhindre, at vi for alvor begynder at forstå, hvad der er på spil. I den konstante skabelsesproces, vi kalder Livet.

Når vi kommer i kontakt med de dybe sandheder om livet og universet, er der ganske enkelt ingen dom. Kun en kærlig accept af, at alt er, som det er. Og en ikke-dømmende registrering af, at “reglerne” for livet på Jorden er meget anderledes end der, hvor vi kommer fra.

Der findes masser af vidnesbyrd om dette fra mennesker, der har været på besøg på ”den anden” side i form af f.eks. nærdøds-oplevelser. Læs f.eks. Anita MoorjanisAt dø for at leve og Annie Kagans Budskaber fra min bror.

Eller læs mine blogindlæg:

Anita Moorjani: At dø for at lære at elske mig selv og Wayne Dyer i samtale med Abraham/Hicks om Tilgivelse

 

Ikke-tilgivelse holder dig selv fast i smerten

Uanset hvor voldsomme oplevelser du har i rygsækken, så er der en ting, det er vigtigt at huske dig selv på i forbindelse med tilgivelse. Nemlig at du først og fremmest tilgiver for din egen skyld.

For det går altid hårdest ud over os selv, når vi ikke er i stand til at tilgive. Det er os, der bærer på de tunge følelser, ikke de andre. Så oveni de utilgivelige oplevelser – som måske for længst er overstået – kommer de smertefulde følelser, som holder dit vibrationsniveau lavt. Det er dem, der gør ondt i nutiden.

Den eneste måde at give slip på smerten er ved at tilgive. Og det betyder ikke, at vi accepterer den andens adfærd, eller at vi siger, det der foregik/foregår er OK. Vi ønsker bare ikke at reproducere og bære på smerten mere.

Dette aspekt er uddybet i mit blog-indlæg Sæt sunde grænser før du tilgiver.

Nelson Mandela og Dalai Lama er vel de største forbilleder for os mennesker udi kunsten at tilgive det utilgivelige. Og der findes mange andre, som prøver at vise menneskeheden, at tilgivelse er vejen frem. Ikke at acceptere de utilgivelige handlinger, der bliver begået mod mennesker. Men at tilgive dem, der begår handlingerne for at vælge en anden vej i fremtiden.

 

Selve meningen med Livet på Jorden

Sammen med forståelsen af os alle som skabere af vores eget liv, er der også andre sandheder, som begynder at åbenbare sig. Bl.a:

  • Vi er alle forbundet i ét stort sammenhængende univers.
  • Dette univers er Kærlighed.
  • Vi er således alle i vores grund-essens Kærlighed. Intet andet.

 

Det vil altså sige, at når jeg i mit liv her på Jorden oplever andet end Kærlighed, så har jeg bevæget mig væk fra min grund-essens. Væk fra det, som er mit oprindelige ophav.

Nu er det jo sådan, at vi alle her på Jorden jævnligt oplever noget, som vi ikke just vil kalde Kærlighed. Vi behøver blot at åbne for nyheds-medierne i ganske få minutter for at få et indblik i, hvordan menneskehedens kollektive tilstand er. Der er en del fravær af Kærlighed.

Før vi begynder at dømme os selv og alle de andre for fraværet af Kærlighed, så lad os overveje en ting. Nemlig om det netop ikke er det, som selve livet på Jorden handler om: At bevæge os væk fra vores oprindelige tilstand, Kærligheden, gennem barndommens udfordringer og tilpasninger.

Og derfra gennem voksenlivet at bevæge os tilbage igen – skridt for skridt – til vores essens. Kærligheden. Med bevidsthed om hvem vi i sandhed er. En bevidsthed, som nu er stærkere end før vi inkarnerede, fordi vi har oplevet så stærkt hvem vi ikke er. Gennem fraværet af Kærlighed med alle de lidelsesfulde oplevelser, som det indebærer.

 

Loven om dualisme og sjælens ønske med livet på Jorden

Det er Loven om dualisme. Oplevelserne bliver større og stærkere, når vi kender og har oplevet deres modsætning. Min kærligheds-bevidsthed bliver større og stærkere, når jeg kender og har oplevet dens fravær.

Det er det, min sjæl ønskede sig med livet på Jorden, som er et af de eneste steder i Universet, hvor Loven om Dualisme hersker. At vende tilbage til min essens og undervejs integrere alle de kvaliteter, som er en nødvendig del af rejsen. Tilgivelse, Medfølelse, Ikke-dom, Kærlighed, Fred, Lys, Lethed o.s.v.

Set i det perspektiv giver det – for mig – rigtig meget mening at tilgive mig selv. For at jeg havde bevæget mig så langt væk fra min essens og alt det rod, det har forårsaget. Og selvfølgelig tilgive alle, som undervejs har spillet roller i mit drama. Så jeg kunne få mulighed for at opleve denne rejse, denne bevidstgørelse af hvem jeg virkelig er.

 

Tilgivelsesprocessen foregår ofte i etaper

Denne proces med at vende tilbage til mig selv foregår ofte i etaper. De færreste oplever, at tilgivelses-processen – både i forhold til os selv og andre – foregår som et knips med fingrene.

Ofte når vi først efter en længere proces til det punkt, hvor vi – med hjertet, og ikke kun med hjernen – erkender det. At den eneste, det virkelig giver mening at tilgive, er os selv. Og i allersidste instans erkender, at der slet ikke er noget eller nogen at tilgive.

Selv om det tager tid og selvom der ofte er både masser af modstand og masser af oplevelser og følelser, der skal bearbejdes og projektioner, der skal trækkes hjem, så er det det hele værd.

For når vi når dertil, kommer styrken et helt andet sted fra end tidligere. Først der kan vi tale om ægte empowerment. Først der kan vi lægge offer-bevidstheden fuldstændig bag os og for alvor sætte os på førersædet i vores eget liv. Lade vores lys skinne klart og stærkt uden at træde på andre.

 

Mere inspiration om tilgivelse

OBS: Hvis du er klar til at sætte en tilgivelses-proces i gang i dit eget liv, får du alt, hvad du har brug for i mit e-kursus:

TILGIVELSE – SÆT DIG SELV OG ANDRE FRI.

Kurset består af:

  • en undervisnings-video, hvor de aspekter jeg er inde på i dette blogindlæg, bliver uddybet og konkretiseret
  • en guidet meditation Tilgivelsesrummet, hvor du renser dine relationer, herunder releationen til dig selv
  • en tilgivelsesmanual, der giver dig anvisninger på, hvordan du griber din tilgivelsesproces an
  • tilgivelsesmantraer og andre redskaber, som du kan inddrage i din proces (som beskrevet i manualen)

 

DU FINDER BESKRIVELSEN AF KURSET HER:

 

 

Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse med at sætte dig selv fri af fortiden 🙂

High vibes fra Ianneia
2 Comments

Post A Comment