Sandheden om selvkærlighed – enkelt og klart

Mit sidste indlæg handlede om selvkærlighed som selve fundamentet for empowerment. Og det gør dette indlæg også. Efter min mening kan vi ikke vende emnet selvkærlighed for mange gange. Ganske enkelt fordi jeg anser det for at være det vigtigste overhovedet i forhold til at tage kraften hjem til os selv. Hvorfor?

Fordi hvis vi ikke på et helt grundlæggende plan elsker os selv, vil der i vores eget system være så mange benspænd i forhold til at komme i kontakt med vores egen kraft, at vi riskerer at traske rundt i en grå suppe af kompromisser, misforståede hensyn og illusioner, uden at vi for alvor kommer i kontakt med den kærlige, kraftfulde energi, vi i virkeligheden er skabt af – og som vi kan bruge til at skabe det bedste liv ever.

Fordi det er så vigtigt – og fordi vi har lært så utrolig lidt om, hvordan vi elsker os selv men til gengæld så utrolig meget om, hvordan vi sætter vores egne behov, ønsker og drømme til side – har jeg i denne uge trang til at dele en vigtig oplevelse, jeg havde for et års tid siden, da jeg lavede en fælles meditation med en af mine spirituelle kolleger Lene Bjerregaard.

 

Besked fra den åndelige verden – om selvkærlighed

Under meditationen fik Lene nedenstående meddelelse om, hvordan det forholder sig med selvkærligheden. Denne gang forklaret ud fra vores chakraer. Der er efter min mening stor visdom i denne meddelelse, som kom fra Lenes åndelige vejledere. Samtidig med at den siger noget vigtigt om selvkærlighed, viser den også, hvor jordnært og konkret det med vore chakraer – som ellers af mange opfattes som noget ukonkret og “mystisk” – er.

Meget ofte er de beskeder, der kommer fra den åndelige verden, yderst brugbare for os mennesker i forhold til at forstå sandheden om vores egen kraft. Der er ofte er en befriende klarhed og enkelhed – og samtidig dyb visdom –  i disse beskeder, fordi de er befriet for alle de illusioner, der ligger som et slør hen over vi jordiske menneskers opfattelser af livet, af os selv, af kærligheden og af kraften.

Mange usandheder er blevet fortalt i menneskehedens historie og fordi disse usandheder efterhånden er blevet til sandheder om livet i den menneskelige bevidsthed, bliver vi ved med at skabe mere af disse “sandheder”. Vi manifesterer det vi tror på, og hvis det vi tror på er løgn, vil vi manifestere mere af løgnen. Og på den måde få bekræftet at den er “sand”. Kan du se pointen?

Vi er nødt til at bryde igennem illusionernes slør for virkelig at forstå sandheden om os selv og livet. Og vi skal ikke regne med at få den fra de gængse oplysningskilder her på planeten – medierne, skolen, uddannelsessystemet, politikerne, myndighederne, you name it. De er ligeså mis-informerede når det gælder sandheden om livet, mennesket, kærligheden og kraften, som vi “almindelige” mennesker er.

 

Se igennem illusionerne

Derfor er vores åndelige hjælpere af stor, stor betydning. De ser igennem alle illusionerne, alle slørene, alle usandhederne. De lever et sted, hvor de mærkelige regler, som styrer livet på Jorden, slet ikke eksisterer.

Det er en af grundene til, at jeg henter så meget af min viden om empowerment, selvkærlighed og andre store ting i livet, netop fra den åndelige verden.

Heldigvis er de åndelige hjælpere omkring os og omkring Jorden i hobetal i disse år, hvor menneskeheden er i gang med at forstå, hvordan vi lever i den nye energi og udnytter de mange potentialer, den giver os, nu hvor vi er ved at hæve os op over den tunge 3. dimension, hvor usandhederne og illusionerne har floreret.

Og dengang, for et års tid siden, var det Lene der modtog de vise ord. Tak Lene, for oplevelsen.

Og tak til dig, der læser med. Jeg håber du kan bruge det til at styrke kærligheden til dig selv og på den måde komme i kontakt med din kraft til at skabe dit bedste liv ever 🙂

 

Lene Bjerregaard: Selv-kærlighed.

Da nogen for over 20 år siden sagde til mig, at jeg ikke elskede mig selv, tænkte jeg: “Vrøvl, jeg elsker da mig selv!” Men nu – mange års erfaringer og selvindsigter rigere – kan jeg godt se, at jeg ikke elskede mig selv ret meget – men jeg elskede mig selv i den udstrækning, jeg kunne.

Måske kender du det? Har lyst at dele min oplevelse i meditation i går, som er en GUIDE til SELV-KÆRLIGHED.

Jeg blev indhyldet i den skønneste lysegrønne energi. Fik denne besked af mine åndelige guider:”I ved grøn tilhører hjerte-chakret. Det er rigtigt, at kærligheden primært bor der. Men kærlighed er til stede i de andre chakraer på andre områder: (jeg gengiver den rækkefølge, jeg fik fortalt)

Solar pl.:
At du kan bruge din kraft til at sætte grænser og sige fra for det, som ikke er godt for dig… og dermed give dig selv kærlighed

Hara:
at du elsker dig selv nok til at tillade dig at have tid til livsglæden og have det sjovt uden et formål. Der skal være balance mellem pligter og nydelse.

Rod:
at du elsker dig selv nok til at gøre det, der skal til for at overleve fysisk; spise god mad, få nok søvn, sørge for orden i din økonomi mm. uanset hvor mange penge, du har.

Hals:
at du kommunikerer kærligt til dig selv – folk tænker primært på kommunikation udad, men den indre kommunikation er også vigtig. Hvad fortæller du dig selv?

Pande:
At du ser på om-verdenen med kærlige “briller” og forstår det er ulykkelige følelser, der ligger bag ukærlige handlinger og at neg. personer har brug for kærlig forståelse og ikke fordømmelse (men sig gerne kærligt fra). At du elsker dig selv nok til, at du prøver at rense dig fra den kollektive negative energi og sende mere positiv energi til det kollektive felt.

Krone:
at du elsker dig selv nok til at pleje din spirituelle kontakt daglig og modtage universets kærlige viden/energi – gerne i meditation.

Måske kan du også bruge dette? Jeg synes det er lige det, jeg havde brug for – at se hele sammenhængen

God dag

 

No Comments

Post A Comment